Postludier



Jeg har med stor interesse læst biskop Steen Skovsgaards lille bog "Hvad mener I?" og selvfølgelig især lagt mærke til afsnittet om postludiet - det kan læses i pdf-filen nederst på siden. Skovsgaard mener, at man bør gå ud under festlig orgelmusik i stedet for at blive siddende og lytte til postludiet, sådan som det er coutume mange steder.

Jeg synes, kapitlet ægger til modsigelse, hvilket jeg hermed har givet efter for. Man kan ikke slå alle kirker eller alle organister i hartkorn - hverken i positiv eller negativ betydning - hvilket jeg fornemmer ligger som en underliggende præmis i kapitlet: et postludium er et postludium, en gudstjeneste er en gudstjeneste, og en organist er en organist. Det er jeg ganske enkelt uenig i og derfor også i konklusionen om postludiet som udgangsmusik.

Biskop Skovsgaard lægger vægt på ritualbogens formulering "Udgang (postludium)" og tolker den som en autorisation af, at postludiet er udgangsmusik. Jeg mener ikke, man kan fæstne sig ved denne formulering uden at sætte det i perspektiv til det tilsvarende "Indgang (præludium)", som også står i ritualbogen. Det er de færreste, der helt konkret benytter præludiet som indgangsmusik (med undtagelse af præsten), og da der står, at præludiet indleder gudstjenesten, mener jeg man må drage den konklusion, at postludiet afslutter den.

Mao. begge dele er en del af gudstjenesten, hvilket kommer til udtryk ved, at organisten, i hvert fald i den ideelle verden, ikke bare har øvet sig og dermed "fortjent", at menigheden lytter, men ligefrem har valgt musikstykker, der føjer sig ind i helheden af læsninger, prædiken, salmer, korindslag osv. Min pointe er, at hvis der er tale om et gennemtænkt postludium, kan det sagtens udfylde sin funktion uden at være egnet som festlig udgangsmusik.

Der er også gudstjenester, som netop ikke skal have festlig musik som afslutning, men måske musik præget af inderlig, stille glæde eller af en eftertænksom videreføring til næste dags gudstjeneste (fx. skærtorsdag til langfredag eller juledag til 2. juledag - måske endda henover den kommende uge, fx. spiller jeg altid stilfærdig musik som afslutning på fastelavnsgudstjenesten).

Undtagelsen er selvfølgelig i forbindelse med dåb, præsteindsættelse eller andre gudstjenester, der indledes eller afsluttes med en procession. Her er det naturligvis et krav til musikken, at den udfylder funktionen som processionsmusik. Dette er imidlertid også et krav, som jeg i ny og næ finder vanskeligt at opfylde. Jeg synes ikke altid, at gudstjenestens generelle karakter en given søndag nødvendigvis passer til festlig processionsmusik, og jeg har derfor ofte måttet slå adskillige krøller på mig selv for at få alting til at nå sammen.

Skovsgaard foreslår som en slags kompromismulighed en løsning, hvor de, der vil gå, kan gøre dét, og de, der vil blive og lytte, kan gøre dét. Heller ikke denne mulighed er god i mine øjne, for resultatet for de lyttende bliver uvægerligt, at de vil få deres lytning akkompagneret af småsnak, hosten, skridt osv. Af samme årsag synes jeg heller ikke, man kan tale om, at menigheden forlader kirken i stilhed, hvis der ikke er udgangsmusik. I Sakskøbing sker det under hyggesnak og i god stemning og udgør en lige så passende afslutning, som en udgang til musikledsagelse.

Jeg mener derfor, at organister 1) bør lægge sig i selen for at vælge den helt rigtige musik til hver eneste søndag, helst i samarbejde med præsten, og 2) bør øve sig så godt på det, at der er grund til for menigheden at blive siddende og lytte. Hvis disse to krav opfyldes - og det gør de jo i rigtig mange kirker over det ganske land - kan jeg ikke se andet, end at det er en langt bedre og mere gennemtænkt løsning end at gå ud til musik, der blot og bart er festlig.