Rytmisk kirkemusik

For ganske nylig er bogen "Gi´ musikken videre" blevet udgivet på Unitas forlag. Den handler om den rytmiske kirkemusik, som den bruges i Brorsons Kirke i København. Bogen rejser nogle spændende spørgsmål vedr. brugen af rytmisk musik generelt, som jeg her vil komme med nogle tanker om.

Først og fremmest vil jeg rose bogen for et utrolig lækkert layout - den er fuld af flotte billeder, trykt på lækkert papir, og den medfølgende cd er af høj lydmæssig kvalitet. Dejligt, at det kan lade sig gøre, at udgive bøger i den kvalitet i en tid, hvor den fysiske bog anses for truet af e-bøger m.v.

Indholdmæssigt er "Gi´ musikken videre" en opsummering af erfaringerne med rytmisk musik i kirken, sådan som den praktiseres af kirkebandet i Brorsons Kirke, og den er skrevet af to af musikerne selv, Janne Mark og Esben Eyermann, med indskudte kommentarer fra forskellige mennesker, der har oplevet gudstjenesterne. Desuden giver bogen praktiske anvisninger om, hvordan denne musik kan udbredes i landets øvrige kirker.

Jeg er meget enig i, at den rytmiske kirkemusik skal have en plads i kirkerne. Stilistisk taler den til moderne mennesker på et sprog, der ligger tættere på den musik, der iøvrigt spilles og høres i radio, tv, på koncerter osv., og den effekt skal bestemt ikke underkendes. Jeg har til gengæld et problem med tesen om, at den rytmiske musik nærmest er Folkekirkens eneste redning. Betydningen af den rytmiske kirkemusik overdrives ofte, synes jeg, og den traditionelle kirkemusik nedvurderes også ofte tilsvarende. I "Gi´ musikken videre" skrives der mange pæne ord om orgler og gammeldags salmesang, men det kommer også klart til udtryk, at den ikke rigtig duer mere. Bl.a. fordi de unge føler sig vældig fremmedgjort af den.

Jeg vil dog af flere årsager tale for en mere moderat opslutning bag den rytmiske kirkemusik:

  • Vi får ikke en stor tilgang af unge kirkegængere ud af at bruge mere rytmisk musik.
    Den rytmiske musik, vi har til rådighed til kirkebrug, er IKKE de unges musik og kan derfor ikke bruges som slagkraftigt værktøj til at trække ungdommen ind i kirkerne. Det går tilsyneladende meget godt med det i Brorsons Kirke, men som kirke i en by af Københavns størrelse har man også et meget stort opland, mens en del provinskirker ikke vil kunne opnå nær samme effekt. Den musik, de unge hører, ændrer sig så hurtigt, at man ikke rigtig kan gøre sig håb om at nå at komme den i møde, før de næste hits har holdt deres indtog. Desuden hører ét segment af ungdommen heavy metal, mens et andet er til pop og et tredje til hiphop - som regel med meget klare identitetsskabende brudlinjer mellem grupperne. Den musik, som bandet fra Brorsons Kirke har indspillet på cd´en er da også af en ganske anden og mere bredtfavnende karakter - fornuftigt nok. Men det er jo de gråhåredes musik: klassikere af Bob Dylan, Paul Simon, Sting og C.V. Jørgensen. Selv om forfatterne giver det indtryk, at der er en stor tilslutning bl.a. fra de unge, må man vel konstatere, at en del ikke kommer fra sognet, og at der indenfor sognets grænser stadig er en stor procentdel af de unge, der ikke går i kirke, heller ikke i Brorsons. Det er i det lys, man skal se mulighederne for kirker, der ikke ligger i store byer.

  • "Man skal ikke lægge alle sine æg i en kurv".
    I f.eks. København har man valget mellem højt specialiseret, musikalsk arbejdskraft indenfor det klassiske område - orgel og mere eller mindre professionelle sangere - eller ligeså dygtige rytmiske musikere - uddannet på det rytmiske konservatorium eller MGK. Jeg er helt enig i, at mange af mine kolleger overdriver anvendelsen af deres høje uddannelsesmæssige niveau - f.eks. mener jeg, at det er helt misforstået at synge flerstemmige korsvar: det er menighedssvar, men menigheden synger ikke med, hvis de opfatter dem som kormusik. Ligeledes er de virkelig lange elaborerede forspil, hvor organisten helt har glemt forspillets funktion og spiller koncert i stedet, helt forkerte i mine øjne. Dette sidste eksempel er hentet fra bogen, og jeg kan kun være enig. Men hvor de store byers kirker altså kan vælge en (i nogle tilfælde misbrugt) professionalisme fra til fordel for en anden og stadig holde budgettet - et band med forsanger kan formentlig fås for samme pris som en organist og 4 professionelle sangere - så har man ikke den mulighed ude i provinsen. Her må den samme person - organisten - sørge for både den efterspurgte orgelmusik og den ligeledes efterspurgte rytmiske musik. Man kan ikke i f.eks. Sakskøbing ansætte en pianist fra rytmekons til at varetage kirkens musik, fordi 1) han/hun vil få svært ved at samle et band af kvalificerede musikere i lokalområdet uden at hæve budgettet gevaldigt, 2) han/hun vil måske nok kunne spille "Uberørt af byens travlhed" og en rytmificeret version af "Op, al den ting", men hvad med dem, der gerne vil synge en traditionel udgave af "Altid frejdig" med orgelledsagelse til en bisættelse eller høre Widors Toccata til et bryllup? Her vil jeg mene, at organisterne stadig er det bedste bud på en stilistisk blæksprutte, selv om jeg gerne vil medgive, som det fremføres i bogen, at organistuddannelsen godt kunne opgraderes på det rytmiske område.

  • Vi må, lidt højstemt formuleret, ikke fjerne højtiden og mysteriet fra gudstjenesten
    Den rytmiske musik kan med al sin velkendthed faktisk stå i vejen for en anden værdsat oplevelse af at komme i kirken, nemlig oplevelsen af, at man her er i en speciel sammenhæng, langt fra det dagligdags. En del mennesker opfatter gudstjenesten som noget særlig højtidsfuld og måske næsten mystisk. Det ønske er vi ikke altid særlig gode til at imødekomme, og det bliver ikke bedre, af at musikken er numre, der stilistisk lige så godt kunne høres på en café eller i et stormagasin. Musikken er ikke det primære, men kan sagtens enten understøtte eller modsige en given stemning, som ligger i gudstjenestens art. Et eksempel: man kunne arrangere en stillegudstjeneste med levende lys osv. og indlede den med et par komplekse læsninger fra Johannes´ Åbenbaring til efterfølgende refleksion i stilhed - hvilken musik ville passe bedst som indledning og afslutning til den gudstjeneste? Efter min mening hellere et kor- eller orgelværk af Arvo Pärt, end en Beatles-sang.


  • I det hele taget er den folkekirkelige virkelighed så mangefacetteret, at man ikke bare kan gribe efter ét enkelt værktøj og regne med, at det løser alle problemer. Der er problemer i kirkerne rundt omkring - manglende kirkegang af forskellige årsager, samarbejdsproblemer mellem f.eks. præst og organist, uinspirerede og uigennemtænkte gudstjenester osv. Den rytmiske kirkemusik kan åbne nogle døre i nogle sammenhænge, men også lukke nogle andre. Men langt vigtigere end musikken er da indholdet i gudstjenesterne og den måde, det formidles på. På samme måde som vi i "musikafdelingen" skal tænke på modtageren, skal præsterne gøre deres del. Det skal ikke være ved altid at vælge laveste fællesnævner, men ved at gøre et gedigent stykke arbejde for at formidle sin egen glæde ved det, man har med at gøre - hvad enten det er gudstjenestens musik eller ord. Grunden til, at jeg ovenfor brugte ordet "fornuftigt" om det, at cd-numrene var mere for de gråhårede, er, at jeg i det hele taget mener, at kirkens budskab retter sig mest mod de gråhårede. Kristendommens "kerneydelser" er troen på frelse fra synd og evigt liv efter døden, og det er emner, der for de fleste mennesker først kommer på dagsordenen i en vis alder. Jeg synes derfor ikke, at vi i kirkerne skal halse efter de unge - snarere glæde os over, at der, som jeg har skrevet på debatsiden om tomme kirker, hele tiden kommer nye gråhårede til - og så give dem en fagligt velfunderet og bredtfavnende kirke at besøge. Gerne med brug af gode rytmiske sange og instrumentale numre, hvor det kan lade sig gøre.

    Jeg kan godt lide den begejstring og det store arbejde, der ligger bag bogen "Gi´ musikken videre" og bag hele musiklivet i Brorsons Kirke, men jeg køber det ikke som model for alle kirker over det ganske land. Derimod vil jeg gerne ganske lokalt i Sakskøbing Kirke fortsætte med at bruge rytmisk kirkemusik i ny og næ, og jeg vil også rigtig gerne blive bedre til brugsklaver (et kommende studieprojekt). Hos os har vi 1-2 rytmiske salmer ved måske hver tredje tjeneste i gennemsnit, og engang imellem laver vi gudstjenester, der næsten er efter "Brorsontilsnit" - altså hvor al musikken er rytmisk, dog uden band, selv om jeg har overvejet at forsøge et lejlighedsvist samarbejde med nogle MGK-elever fra Nykøbing. Inspireret af bogen fra Brorsons Kirke kunne jeg godt tænke mig at lade den rytmiske musik fylde lidt mere i vores gudstjenester og, som antydet, gerne på et endnu mere kvalificeret niveau. Men en fuldstændig afvikling af den traditionelle kirkemusik kan jeg ikke gå ind for - der er for meget baby i dét badevand.

    Kommentarer

    Jeg tror, du har ret i, at voksne vil have svært ved at lære den rette rytmiske musik i et passende tempo, hvis det skal have nogen særlig tiltrækningskraft. Men hvis du alligevel accepterer, at kirken måske mest er for de gråhårede, så går du jo også ind for en form for målretning. Kunne den vej ikke bruges til at lave unge-gudstjenester, hvor temaerne er mere ungdommelige, og musikken spilles af unge mennesker, i stedet for af voksne? Jeg har erfaret, at næsten al musik er tiltrækkende for unge, bare den også spilles af unge - og det gælder vist egentlig både rytmisk og klassisk. Et samarbejde med nærmeste musikuddannelse (MGK, musikskole, ungdomsskole m.m.) kunne udvide kirkens publikum betragteligt og give en spændende platform for præsten. Er man puritaner, eller bryder man sig bare ikke om tanken om elektrisk forstærkning, kunne man jo forlange "unplugged" versioner af den rytmiske musik.
    Jeg tror, der er meget at hente, uden man behøver at gå på kompromis med kirkens sjæl - men det kræver nok en reel interesse og et godt fodarbejde for kirkens personale.

    Jeg har nu meldt mig til et kursus i rytmisk klaver hos Mads Granum - håber det kan højne kvaliteten af mine udfoldelser!
    Når jeg så selv kan lidt mere, vil jeg lade mig udfordre af nogle dygtige MGK´ere fra Nykøbing, hvis de har lyst til at være med.