Det lille Ramus-orgel (Engestofte-orglet)

Her kommer senere et flot foto af orglet, når det er opstillet og nymalet.
Foreløbig er der kun dette, taget i Palsgaards orgelskur for et par år siden.



Disposition:

  • Gedackt 8 Fod
  • Fugara 8 Fod (C-H fælles med Gedackt 8 Fod)
  • Flöite 4 Fod
  • Octav 2 Fod

    Mekanisk traktur (strålemekanik) og registratur, sløjfevindlade, kilebælg


    I løbet af 2018 får Sakskøbing Kirke sit tredje orgel, idet vi gratis har modtaget et lille orgel fra den nedlagte orgelsamling i Skt. Andreas Kirke, Kbh.
    Orglet er med 99% sikkerhed bygget af Frederik Hoffmann Ramus omkring midten af 1800-tallet. Der er ikke nogetsteds på orglet noget navn på orgelbyggeren, men da orglet er bygget præcis som andre 4-stemmers Ramus-orgler, der stadig findes i spilbar stand, er det meget sikkert ham, der er manden bag. Heller ikke byggeåret står nogen steder, men igen kan man ud fra byggestilen meget sikkert sige, at det er lige omkring 1850. Det fortaber sig også i historiens tåger, hvilken kirke orglet er bygget til, og det håber vi på et tidspunt at finde ud af. Det står dog fast, at orglet fra 1940 til 1981 stod i Engestofte Kirke uden for Sakskøbing, hvilket jo gør det ekstra relevant at få det tilbage til Lolland. I Engestofte stod orglet i en temmelig forbygget skikkelse med en tilbygget 4-fods Principal uden for orgelhuset og med en underdimensioneret luftforsyning. Der var derfor ingen, der begræd orglets nedtagning i 1981, for det lød efter sigende ganske skrækkeligt.
    I de næste ca. 30 år befandt orglet sig i adskilte dele i garager og og på lofter hos private ejere, som ikke havde mulighed for at få det restaureret og opstilllet, men endelig endte det hos en entusiastisk orgelconnaisseur, lægen André Palsgaard. Han er manden bag landsbyorgelsamlingen i Sankt Andreas Kirke, hvor 7 flot restaurerede orgler stod opstillet, indtil kirken blev udvalgt som en af de københavnske kirker, der skulle lukke. Orgelsamlingen blev hjemløs og de 7 orgler plus andre 7, som ikke var restaureret færdig endnu (heriblandt Engestofte-orglet) skulle finde nye ejere. De fleste af samlingens instrumenter er afhændet, og Sakskøbing Kirke fik altså et kulturhistorisk klenodie forærende helt gratis. Ydermere fik vi tilsagn fra Wroblewski-fonden om, at de ville betale den fulde restaurering, som lige pt. pågår hos den svenske orgelbygger Kenneth Gustavsson.
    Når orglet bliver opstillet i Sakskøbing vil der blive afholdt en lille serie gudstjenester og koncerter, hvor man kan høre dets potentialer udi kammermusik, korakkompagnement, solospil og salmeledsagelse. Ramus var en temmelig konservativ orgelbygger, så selv om orglet er bygget i midten af 1800-tallet, kunne det på mange måder lyde, som om det var 100 år ældre, hvilket giver nogle særligt gode muligheder for barokt continuospil og koncerter med solomusik fra barokken og lidt tidligere.
    Læs mere detaljeret om orglets historie og en masse om den foreløbige restaurering hos André Palsgaard HER.


    Hør orglet her:
    (opdateres med friske optagelser, når orglet er på plads i restaureret udgave)
  • "??"
  • "??"

  • Videre til det historiske Köhne-orgel.

    Videre til det digitale Allen-orgel.

    Videre til kapelorglet.