Tournemire: Suite nr. 36

Charles Tournemire skrev sit gigantværk "L´orgue mystique" over 5 år fra 1927-32. Værket består af 51 fem-satsede suiter (en enkelt dog kun med 3 satser) til brug ved de søn- og helligdage i kirkeåret, hvor man i den katolske kirke i Frankrig benyttede orglet - samlet varighed er vel omkring 16 timer! Det er sådan set brugsmusik, men på et langt højere kvalitativt niveau, end vi er vant til at bruge denne term på. De 5 satser i hver suite svarer til 5 nøje udvalgte tidspunkter i den katolske messe, hvilket for de fleste suiters vedkommende resulterer i 4 korte, meditative satser og en større slutsats, som kan være mere eller mindre kraftig og festlig alt efter tiden på kirkeåret. Fælles for alle satserne i alle 51 suiter er, at det musikalske materiale kommer fra den pågældende dags repertoire af gregorianske sange. Ifølge Olivier Messiaen, som var elev af Tournemire, kan man næppe forestille sig mere opfindsom udnyttelse af dette melodistof, end det ses og høres i "L´orgue mystique".

Den 36. suite er knyttet til 9. søndag efter Trinitatis (eller 10. søndag efter pinse, som Tournemire selv skrev) og følger ovennævnte skema meget præcist. De første 4 satser er relativt stille og varer mellem 1 og 4 minutter, mens den sidste sats er en opfindsom Choral. Her introduceres et gregoriansk-inspireret tema, som behandles i nogle variationer og når til en flot kulmination til sidst.

1: Prélude à l´introït

2: Offertoire

3: Élévation

4: Communion

5: Choral nr. 1

(optaget i Sakskøbing Kirke en helt almindelig onsdag - 29. juni 2016 - og derfor strengt taget ikke en koncertoptagelse. Suiten var dog på programmet ved den efterfølgende søndags gudstjeneste))