Koncerttilbud

Jeg spiller meget gerne koncerter i andre kirker. Orglets størrelse, art og alder er næsten ligegyldig - man kan altid finde noget meningsfuldt at spille.
Her er nogle programforslag af forskellig art:


  • "Det bedste fra orgelbarokken" - værker af Bach, Buxtehude, Frescobaldi, de Grigny og Weckmann
    En koncert, hvor jeg giver eksempler på den musik, der førte frem til, at Bach kunne skrive sin musik. Af denne årsag slutter programmet med Bachs h-mol præludium og fuga, som er det nyeste værk på koncerten.
    (minimumskrav: 2 manualer og ca. 20 stemmer)


  • "In lumine Domini" - meditativ koncert med varighed fra 1/2 time og opad
    Hver suite i mit næsten 3 1/2 time lange værk varer omkring 20 minutter, så musikken kan bredes ud i præcis det format, der ønskes, og kan også perspektiveres med musik af andre komponister, fx. Arvo Pärt, Bach, Buxtehude, Mikkel Andreassen eller Weckmann
    (minimumskrav: 2 manualer og ca. 20 stemmer, svelle for det ene værk)


  • "Kristi syv ord på korset" - Tournemires "Sept Choral-Poèmes pour les sept paroles du Christ" op. 67
    Der er ikke så mange her til lands, der spiller dette storslåede værk, fuld af passion, drama, lidelse og kærlighed. Jeg har spillet det omkring 10 gange i de sidste 10 år med lige stor glæde hver gang. Det er i mine øjne et hovedværk indenfor det 20. århundredes orgelmusik og fortjener mange flere opførelser end tilfældet er.
    (minimumskrav: 3 manualer og ca. 40 stemmer, svelle for mindst det ene værk, romantisk-symfonisk orgel)


  • "La Cour og Weckmann" - to store orgelværker adskilt af 3 århundreder
    Jeg havde fornøjelsen for nogle år siden at uropføre "Vesper organi" af Niels la Cour (f. 1944) - et halv time langt værk i ni satser, stort og visionært tænkt og fremragende skrevet. Jeg ville rigtig gerne spille det igen, men denne gang sat sammen med et af den nordtyske baroks hovedværker "Es is das Heil uns kommen her" af Matthias Weckmann (1621-74). Denne variationsrække med syv vers varer også ca en halv time og er dermed et af de længste orgelværker fra barokken. Med sin farverigdom, karskhed og utrolige finesse vil det stå fint sammen med la Cours Vesper.
    (minimumskrav: 3 manualer og ca. 30 stemmer, svelle for det ene værk, gerne orgelbevægelsesorgel)


Udover disse programmer kan jeg altid sætte et blandet program sammen, afstemt efter orglet, årstiden og lejligheden.
Mit honorar er som udgangspunkt 4.000,- (+ 2 overnatninger, hvis det er Fyn eller Jylland), men det kommer an på den konkrete koncert.